17. marts kl. 16.00-19.00 var der mulighed for at få et spændende virtuelt indblik i Parkinsons sygdom! Arrangementet foregik online via Zoom.
Den menneskelige hjerne er vores mest komplicerede organ. Men hjernen er ikke bare supersofistikeret. Den er også ekstremt sårbar over for de mange sygdomme, der angriber vores hjerner. En af dem er Parkinsons sygdom. De fleste ved, at den påvirker balancen eller giver rystende hænder, men sygdommen stikker dybere og påvirker os på mange flere måder. Til eventet kan du møde både en patient, en læge, som behandler Parkinsons patienter, samt nogle af de forskere, der arbejder med sygdommens forskellige aspekter. Oplægsholderne fortæller blandt andet om, hvordan det er at blive syg, hvordan Parkinsons behandles, hvordan den opstår, og ikke mindst hvordan den forhåbentlig kan bremses, og patienten måske ligefrem helbredes i fremtiden.
Brain Awareness Week, på dansk kaldet Hjerneugen, er en global kampagne, der har til formål at skabe offentlig interesse for og støtte til neurovidenskab. Hvert år i marts afholder værter rundt omkring i verden spændende aktiviteter i deres nærområder for at udbrede viden om vores forunderlige hjerne og om hjerneforskningens vigtige indflydelse på vores hverdagsliv.
Læs mere om kampagnens andre arrangementer på BAWs hjemmeside.